Fuldmånen lyser hvidt, alt er trylleri
ikke en luftning – kogleri
Jens Chistian vågner, rejser sig med et sæt:
Drømmer jeg? Hvorfor går det hele i ét?
Som om nogen kalder, siger mit navn
Den lille sover, med Bamse i sin favn
Han går ud i haven – månens blege skin
lyser gennem træets grene, gennem
edderkoppens spind
natten er lummer, hans hud perler af sved
det er som om han ikke mere kender dette sted
Derovre ligger skoven, hvor han ellers kender hver en sti
i sorte skygger – uigennemtrængelig
Baskende vingeslag fra mosens krat
et dyr i dødsangst piber som besat
Over huset to stjerner, et lysende par
ondt glitrende øjne, han må vende blikket fra
Med ét slår natten sammen om ham
en fasan flakser op
sender en skogrende latter gysende gennem hans krop
Natten ligger over ham, som et gispende dyr
slår kløerne i ham, som en sulten vampyr
Han flygter ind i huset, tænder lys, la’r radioen gå
prøver at glemme en rædsel, han ikke kan forstå
Sidder, til solen tænder alt med sin varmende glød
sætter kaffevand over, rister morgenbrød
Så sidder de over bordet, hun siger:
Er du træt?
Han siger: Nej
jeg ku bare ikke rigtigt sove inat
