Fuldmånen lyser hvidt, alt er trylleri

ikke en luftning – kogleri

Jens Chistian vågner, rejser sig med et sæt:

Drømmer jeg? Hvorfor går det hele i ét?

Som om nogen kalder, siger mit navn

Den lille sover, med Bamse i sin favn

Han går ud i haven – månens blege skin

lyser gennem træets grene, gennem

edderkoppens spind

natten er lummer, hans hud perler af sved

det er som om han ikke mere kender dette sted

Derovre ligger skoven, hvor han ellers kender hver en sti

i sorte skygger – uigennemtrængelig

Baskende vingeslag fra mosens krat

et dyr i dødsangst piber som besat

Over huset to stjerner, et lysende par

ondt glitrende øjne, han må vende blikket fra

Med ét slår natten sammen om ham

en fasan flakser op

sender en skogrende latter gysende gennem hans krop

Natten ligger over ham, som et gispende dyr

slår kløerne i ham, som en sulten vampyr

Han flygter ind i huset, tænder lys, la’r radioen gå

prøver at glemme en rædsel, han ikke kan forstå

Sidder, til solen tænder alt med sin varmende glød

sætter kaffevand over, rister morgenbrød

Så sidder de over bordet, hun siger:

Er du træt?

Han siger: Nej

jeg ku bare ikke rigtigt sove inat