Der dukker et fyrværkeri op på min skyline

sikkert en væsentlig event, der finder sted

stjerner tændes, stjerner slukkes

mens glimmerguldet langsomt drysser ned

over byen, hvor elskende tror på mirakler

og familierne putter deres små

og strejferne de strejfer

og surferne surfer ud i elektrohimlens blå

Glas

jeg går gennem det blanke glas

en regn af splinter over mit kompas

Bølget af rus slår op gennem gaden

de sidste timer, hvor alting skal nås

de lette bluser, de stramme jakker

sidste vink, før dagen går i lås

prime time hele dagen

som døgnfluers svirren stiger den hvide støj

vi viser hinanden de blanke sider

basker rundt over bundlinien og stemningen er høj

Glas…

I muséerne under de gamle ikoner

samles man til champagne og canapéer

der er en snadren bag de oplyste søjler

al andemaden samler sig her

nostalgien og avantgardens fantomsmerter

det drysser som fra en drugstore i hvirvelstorm

det er den nye tid, der til alle tider

aldrig rigtigt vil finde sin endelige form

Glas…

Jeg har min geografi, mine huller i koordinatet

det er her dagresterne siver ned

og langsomt detonerer

forstyrrer min nattefred

Jeg er ikke et trafiklys, bare en stemme

mit korthus falder sammen hver eneste dag

det er mig der kaster terningerne

men det er ikke mig der står bag

Glas

jeg går gennem det blanke glas

en regn af splinter over mit kompas