Der dukker et fyrværkeri op på min skyline
sikkert en væsentlig event, der finder sted
stjerner tændes, stjerner slukkes
mens glimmerguldet langsomt drysser ned
over byen, hvor elskende tror på mirakler
og familierne putter deres små
og strejferne de strejfer
og surferne surfer ud i elektrohimlens blå
Glas
jeg går gennem det blanke glas
en regn af splinter over mit kompas
Bølget af rus slår op gennem gaden
de sidste timer, hvor alting skal nås
de lette bluser, de stramme jakker
sidste vink, før dagen går i lås
prime time hele dagen
som døgnfluers svirren stiger den hvide støj
vi viser hinanden de blanke sider
basker rundt over bundlinien og stemningen er høj
Glas…
I muséerne under de gamle ikoner
samles man til champagne og canapéer
der er en snadren bag de oplyste søjler
al andemaden samler sig her
nostalgien og avantgardens fantomsmerter
det drysser som fra en drugstore i hvirvelstorm
det er den nye tid, der til alle tider
aldrig rigtigt vil finde sin endelige form
Glas…
Jeg har min geografi, mine huller i koordinatet
det er her dagresterne siver ned
og langsomt detonerer
forstyrrer min nattefred
Jeg er ikke et trafiklys, bare en stemme
mit korthus falder sammen hver eneste dag
det er mig der kaster terningerne
men det er ikke mig der står bag
Glas
jeg går gennem det blanke glas
en regn af splinter over mit kompas
