I de sommerskønne haver, hvor de rige bor

efterlod Svend Erichsen en dag sin far og mor

han talte stort om masserne og om folkets sjæl

så blev han væk i mængden

nu leder han efter sig sæl’

Der ka’ man se, sådan ka’ det gå

der ka’ man se, hva’ der ka’ ske

Anton talte altid om at gå den rette vej:

Der er steder, hvor man må stå fast og sige nej.

Men da timen kom, hvor han sku ta’ sig lidt i agt

ku han lissom ikke rigtigt få det sagt

Der ka’ man se, sådan ka’ det gå

der ka’ man se, hva’ der ka’ ske

På en femtesal et sted i byen sidder en.

Han er ved at være fremme ved de vises sten.

Men hver gang det er lige før

så ligger der et ‘men’

så må han ta’ den hele vejen forfra igen

Der ka’ man se, sådan ka’ det gå

der ka’ man se hva’ der ka’ ske