Biografen spyr sit publikum ud
i deres ører hænger stadig de sidste skarpe skud
Efter to timer i en anden virkelighed
skal de ud og trappe ned
der er bildøre, der smækker, der er dæk, der skriger
indeni sidder der en brunstig tiger
Hjem, under gadens hvide lamper
hjem i skyggen mens illusionen langsomt fordamper
Ned ad gaden vandrer en ensom sjæl
han kan ikke rigtig bli’e sig sæl
lærredets flimrende, kolde kontakt
har ham stadig i sin magt
Han ser smukke kvinder, smarte fyre gå forbi
står og blir så sort indeni
Hvad med mig? Hans hovede er ved at sprænges
Han tror han hader, men han længes
Aft’nen falder på mens månen titter frem
og lysene blir tændt i de tusind varme hjem
Han går hjem på sit kammer, fire gange tre
sætter sig foran sit TV
den lysende skærm gir ham et par timers frist
så lukker væggene sig om ham og alt blir trist
Han vil ud, han fantaserer sig bort fra sin situation
han vil sprænge sig vej ud af sin isolation
Metal, der går gennem det bløde kød
en krop der skælver i eksplosionens stød
fra hans hjernes yderste rand
kommer konturene af en plan
De andre derude, de er så sikre på sig selv
men jeg skal bringe det ukendte ind i deres sjæl
Jeg er bare et nul, et nul som ingen regner med
men uden varsel slår jeg til et sted
Ingen har spurgt efter hans sande jeg
men det kan komme som en bombe på en villavej
Han er den, der straffer, han er lynet der slår ned
i vores trygge virkelighed
og så lever han sin krimi ud
splintret glas, ambulancer, politiopbud
og det lange ekko af en detonation
sammenstødet mellem virkelighed og illusion
