Biografen spyr sit publikum ud

i deres ører hænger stadig de sidste skarpe skud

Efter to timer i en anden virkelighed

skal de ud og trappe ned

der er bildøre, der smækker, der er dæk, der skriger

indeni sidder der en brunstig tiger

Hjem, under gadens hvide lamper

hjem i skyggen mens illusionen langsomt fordamper

Ned ad gaden vandrer en ensom sjæl

han kan ikke rigtig bli’e sig sæl

lærredets flimrende, kolde kontakt

har ham stadig i sin magt

Han ser smukke kvinder, smarte fyre gå forbi

står og blir så sort indeni

Hvad med mig? Hans hovede er ved at sprænges

Han tror han hader, men han længes

Aft’nen falder på mens månen titter frem

og lysene blir tændt i de tusind varme hjem

Han går hjem på sit kammer, fire gange tre

sætter sig foran sit TV

den lysende skærm gir ham et par timers frist

så lukker væggene sig om ham og alt blir trist

Han vil ud, han fantaserer sig bort fra sin situation

han vil sprænge sig vej ud af sin isolation

Metal, der går gennem det bløde kød

en krop der skælver i eksplosionens stød

fra hans hjernes yderste rand

kommer konturene af en plan

De andre derude, de er så sikre på sig selv

men jeg skal bringe det ukendte ind i deres sjæl

Jeg er bare et nul, et nul som ingen regner med

men uden varsel slår jeg til et sted

Ingen har spurgt efter hans sande jeg

men det kan komme som en bombe på en villavej

Han er den, der straffer, han er lynet der slår ned

i vores trygge virkelighed

og så lever han sin krimi ud

splintret glas, ambulancer, politiopbud

og det lange ekko af en detonation

sammenstødet mellem virkelighed og illusion