Johannes sidder der under sit træ
på sin enlige strand
han længes efter at krydse
det store vand
Hør blæsten over søen
Så går han ned til havnen
og stiger ombord i sin bad
Der står to mænd ved masten
de siger ikke noget
Hør blæsten…
Han ser på dem mens de sejler ud
og ber dem om at sætte sig ned:
Jeg kender ikke jer
men jeg går ud fra, I ta’r med
Hør blæsten…
Og så spør han dem
om de skal noget bestemt sted hen
den ene sætter sig straks ned og siger
Hør blæsten…
Jeg ved ikke rigtigt, hvorhen, si’r Johannes
jeg kender kun det hele af navn
Så ta’r den anden gæst ordet og siger,
Hvad med den nærmeste havn!
Hør blæsten…
Så sejler de hele dagen
og sejler natten med
henad morgenen skimter de
byens lys forude et sted
Hør blæsten…
Nu er vi ved at være der!
siger ham, der før tog ordet
Jeg kender en del til byen her
i land skal jeg nok ta’ roret
Hør blæsten…
Så kommer de til den store stad
og sammen går de i land
men inden Johannes får set sig om
er gæsterne langt foran
Hør blæsten…
Men midt i byens vrimmel
møder Johannes en god ven
Kom bare med mig, siger han
hvis du ikke har noget sted at gå hen
Hør blæsten…
Og så ta’r vennen ham med rundt i byen
for at han kan se hvordan tingene sker
og inden aften synes Johannes
han kan se hvordan det hele er
Hør blæsten…
Og så finder han straks en tromme frem
og trommer folk sammen
Jeg kender svaret, folkens, råber han
bare følg mig allesammen!
Hør blæsten…
Men så lo de blot og sagde: ‘Ja
vi kender godt din slag,
når der skal gi’s, er i der ikke
når der skal ta’s så er i der straks’
Hør blæsten…
Så slog de hans tromme helt itu
og slog ham selv til han græd
og så jog de ham ud af byen
og ingenting fik han med
Hør blæsten…
Men lidt nede ad vejen der møder Johannes
sine gæster igen
den ene bær den anden på ryggen
der er en ulv der har klippet hans ben
Hør blæsten…
Du kommer lige tilpas, siger ham der bær’
Ta’ og gi’ en hånd med
Så ta’r de to den tredie
og vandrer afsted
Hør blæsten over søen
