Efteråret kom så stille – caféhjørner i blæst
i gågaden kryber de hjemløse i ly, vi stiller om til vores egen lukkede fest
stedsegrønt kranser hækkene villavejenes bitterhed
plænerne skal ikke mere slås, grillhandsken er pakket ned
vi kom i mål, historien er slut, og det var så den
og ingen husker rigtig mere, hvordan vi nåede herhen
Al forgyldning kan forgå – glasset er tomt
det er ikke til at forstå
Du skal hejse flaget siger de, og følge din drøm
du skal gøre en forskel her i den forskelsløse strøm
Hver for sig er vi fælles foran skærmens krystaller
og langt fra de steder hvor bomberne falder
Vi bor i den bundløse skumring af arbejdsdage der løber hen
ingen længsler, bare ønsker, udløsning og tømmermænd
ingen ved mere med sikkerhed hvor utopien lå
og der en ingen vej tilbage til Madam Blå
Al forgyldning kan forgå …
Alle de udestuer – bygget på fædrenes sved
dengang vi sku’ stå sammen og alle sku’ være med
Nu har vi så lige fået
så nu vil vi meget nødigt af med noget
Gammeldags endefuld, renhed og hygge
under din skærm vil vi bo og bygge
der er ikke mere noget der binder
og ingen regner på hvor mange tabere der går på en vinder
Al forgyldning kan forgå …
Det store skib gik på grund og nu må vi i bådene
hvad skete der på broen ? Hvem var trak i trådene
var kaptajnen fuld, eller hvad var det der gik galt?
mørket sænker sig, og de benægter alt
Var det sommerfuglevingens lette tryk?
var det det sidste strå på kamelens ryg?
ingen ved hvornår vinden vender
men en ting er sikkert, vi ved hvor regningen ender
Al forgyldning kan forgå
Glasset er tomt
det er ikke til at forstå
