Efteråret kom så stille – caféhjørner i blæst

i gågaden kryber de hjemløse i ly, vi stiller om til vores egen lukkede fest

stedsegrønt kranser hækkene villavejenes bitterhed

plænerne skal ikke mere slås, grillhandsken er pakket ned

vi kom i mål, historien er slut, og det var så den

og ingen husker rigtig mere, hvordan vi nåede herhen

Al forgyldning kan forgå – glasset er tomt

det er ikke til at forstå

Du skal hejse flaget siger de, og følge din drøm

du skal gøre en forskel her i den forskelsløse strøm

Hver for sig er vi fælles foran skærmens krystaller

og langt fra de steder hvor bomberne falder

Vi bor i den bundløse skumring af arbejdsdage der løber hen

ingen længsler, bare ønsker, udløsning og tømmermænd

ingen ved mere med sikkerhed hvor utopien lå

og der en ingen vej tilbage til Madam Blå

Al forgyldning kan forgå …

Alle de udestuer – bygget på fædrenes sved

dengang vi sku’ stå sammen og alle sku’ være med

Nu har vi så lige fået

så nu vil vi meget nødigt af med noget

Gammeldags endefuld, renhed og hygge

under din skærm vil vi bo og bygge

der er ikke mere noget der binder

og ingen regner på hvor mange tabere der går på en vinder

Al forgyldning kan forgå …

Det store skib gik på grund og nu må vi i bådene

hvad skete der på broen ? Hvem var trak i trådene

var kaptajnen fuld, eller hvad var det der gik galt?

mørket sænker sig, og de benægter alt

Var det sommerfuglevingens lette tryk?

var det det sidste strå på kamelens ryg?

ingen ved hvornår vinden vender

men en ting er sikkert, vi ved hvor regningen ender

Al forgyldning kan forgå

Glasset er tomt

det er ikke til at forstå