Skal jeg kaste håndklædet

er der ikke mere at slås for?

Dine ord gik rent ind

et sted jeg sjældent selv når

Der er intet der har magt

som ord der aldrig sku’ være sagt

Der er et før og et efter

og et hvordan var det ordene de faldt

havde vi kysset hinanden

havde vi nok tilgivet hinanden alt

Nu er det for sent

vi er ude af takt

på grund af ord der aldrig sku’ være sagt

Måske vi går i cirkler

hele tiden tilbage hvorfra vi kom

måske er gentagelsen noget

vi ikke slipper  uden om

Måske det hele var alt for højt belagt

med ord der aldrig sku’ være sagt

Det er os der graver grøfterne

os der gør fælderne klar

som man råber i skoven

får man svar

Og fælden smækker

der hvor fælden er lagt

med ord som aldrig sku’ være sagt