Byen ligger ved havet, kølig morgen

langt borte høres kirkeuret slå

solen står i stråler, fra inde under gusen, som letter

og la’r himlen langsomt blive lyseblå

Enkeltvis kommer kutterne hjem

alt er stuvet, der er gjort rent bord

hvor de lægger til ved kajen, står et par andre og venter

lavmælt veksles der nogle ord

Derude ligger havet

havet er i det, overalt

i menneskene, i blæsten, som stryger henover tagene

og fylder luften med en smag af salt

Det kan ligge som et spejl, med vandrende krusninger

det kan vugge, med millioner af blink

det kan hamre helt vildt ind mod landet

eller ligge og klukke under en brink

Her på stranden, i blæsten, står Jens Christian

betragter bølgernes lange rækker

som de kommer imod ham, stigende, faldende

og rejser sig og brækker

Her er gamle planker, der stikker op

plasticspande, flasker og andet som er drevet i land

Klodser af beton fra sidste krig

stikker hovederne frem i klittens rand

Der kommer sommer, børn på stranden

langsomme dønninger, lyse stemmer, der slår op

Der kommer en lille pige løbende henimod ham

mens vandet perler nedover hendes krop

Mågerne skriger over de sunkne bastioner

her ender landet, her begynder det påny

Et bølgende tæppe af marker, og skel

og veje, der snor sig fra landsby til by