Byen ligger ved havet, kølig morgen
langt borte høres kirkeuret slå
solen står i stråler, fra inde under gusen, som letter
og la’r himlen langsomt blive lyseblå
Enkeltvis kommer kutterne hjem
alt er stuvet, der er gjort rent bord
hvor de lægger til ved kajen, står et par andre og venter
lavmælt veksles der nogle ord
Derude ligger havet
havet er i det, overalt
i menneskene, i blæsten, som stryger henover tagene
og fylder luften med en smag af salt
Det kan ligge som et spejl, med vandrende krusninger
det kan vugge, med millioner af blink
det kan hamre helt vildt ind mod landet
eller ligge og klukke under en brink
Her på stranden, i blæsten, står Jens Christian
betragter bølgernes lange rækker
som de kommer imod ham, stigende, faldende
og rejser sig og brækker
Her er gamle planker, der stikker op
plasticspande, flasker og andet som er drevet i land
Klodser af beton fra sidste krig
stikker hovederne frem i klittens rand
Der kommer sommer, børn på stranden
langsomme dønninger, lyse stemmer, der slår op
Der kommer en lille pige løbende henimod ham
mens vandet perler nedover hendes krop
Mågerne skriger over de sunkne bastioner
her ender landet, her begynder det påny
Et bølgende tæppe af marker, og skel
og veje, der snor sig fra landsby til by
