Frostklar vinteraften

skoven blir så sort

lysene tændes eet efter eet

dagen glider bort

Solen synker som vi siger

tyst åbner sig det aftenblå hvælv

stjernerne de skælver

som jeg skælver selv

Jeg er landet her

under månens blege vandrende segl

vinter vinter

banker på ruden med sin negl

Jeg rejser fra job til job

ad min egen snoede sti

ind imellem bare træt

ind imellem lykkelig

Jeg tænker på dig derhjemme

markerne lyser hvidt

der er så stille i verden

jeg hører næppe mine egne skridt

Der er så stille i verden

fjernt bruser en motorvej

jeg ser en stjerne som falder

og ønsker alt godt for dig

Vi hænger i vores håb

et hængsel som nogen kalder for Gud

vi ved aldrig om lyset kommer tilbage

eller hvor vi går hen når lyset går ud

Hver dag har sin plage

hver dag sin fest

mindet står tilbage

som en sidste rest