Frostklar vinteraften
skoven blir så sort
lysene tændes eet efter eet
dagen glider bort
Solen synker som vi siger
tyst åbner sig det aftenblå hvælv
stjernerne de skælver
som jeg skælver selv
Jeg er landet her
under månens blege vandrende segl
vinter vinter
banker på ruden med sin negl
Jeg rejser fra job til job
ad min egen snoede sti
ind imellem bare træt
ind imellem lykkelig
Jeg tænker på dig derhjemme
markerne lyser hvidt
der er så stille i verden
jeg hører næppe mine egne skridt
Der er så stille i verden
fjernt bruser en motorvej
jeg ser en stjerne som falder
og ønsker alt godt for dig
Vi hænger i vores håb
et hængsel som nogen kalder for Gud
vi ved aldrig om lyset kommer tilbage
eller hvor vi går hen når lyset går ud
Hver dag har sin plage
hver dag sin fest
mindet står tilbage
som en sidste rest
