7. Heksen

Musik
>
>
>
7. Heksen
2006

1641

en novembermorgen

rimtåge over Ribe by

og om domkirkens klokketårn

Tunger af ild

under horisontens mørke sky

og hanerne galer

over Ribe by

og alle sognets fjerne kirkeklokker ringer

 

Alle sognets klokker ringer

det er Martin Luthers fødselsdag i dag

og det er i dag heksen skal brænde

brænde på sin stag

Vognene har rumlet gennem byen

ud over engens græs

med brænde til bålet

toogtyve læs

Og klokkerne de ringer

 

De kommer fra huse og hytter

høj og lav

borgeren i sin pels

tiggeren ved sin stav

Strømmer ud af byens port

som en smal sort flod

der langsomt breder sig

om galgebakkens fod

Og klokkerne de ringer

 

Nu kommer kærren ud

kærren hvor hun står

Vinden blæser

blæser i hendes hår

Hun har været på pinebænken

hvor hver tap i hjulet tæller tiden ned

og hvor helvede

er en evighed

Og klokkerne de ringer

 

Forrest de skæggede præster

og lensmandens folk med hest og sværd

hujende følger drengene med

tæt på det onde, men ikke for nær

Som et skib går kærren gennem mængden

det knager i vognens fjæl

og de spytter og de skriger: Til helvede !

Til helvede med hendes sjæl !

Og klokkerne de ringer

 

Heksen skal brænde ! Heksen skal brænde !

Hun hører stemmerne, hun ser

disse ansigter hun kendte

men ikke kender mer’

Fjende eller ven

ensom er smertens vej

når alle har samme tanke:

Gud ske lov, det ikke er mig

Og klokkerne de ringer

 

Hun bli’r strakt på stigen og de binder

en olievædet pude til hendes bryst

der går et gys gennem mængden

af rædsel og lyst

Alle trænges, alle vil se

det hele fra begyndelsen til enden

det som alle vil skal ske

Og klokkerne de ringer

 

Stigen bli’r rejst, der hænger hun

med blafrende klær

Hendes ansigt lyser

i bålets skær

Falder ind i ilden

uden et skrig

Skuespillet

er forbi

Og klokkerne de ringer

 

Så bli’r der stille, bålet knitrer

røgen driver bort

ind over mængden der står og stirrer

ind ad helvedes port

Båndet der bandt er bristet

som ved et trylleslag

Der er et sort hul midt iblandt dem

som alle flygter fra

Og klokkerne de ringer

 

Domkirkens klokker ringer

og alle søger hen

et sted hvor fælles skyld

bli’r til fælles retfærd igen

Kirkens klokker ringer

sjælene ind i sin favn

Og præsten velsigner de bøjede hoveder

og lover Herrens navn

Og klokkerne de ringer