Der kom en vandrer en dag til byens port

hans tøj var støvet og hans håb det var så stort

Jeg kommer fra min golde ensomhed

for at tjene jer og for at be om fred

Så trak de ham afsted til byens torv

der stod et folk dér forsamlet i sorg

de havde knust hinandens små troner

de havde mistet diverse illusioner

Hvorfor vender vi mon sværdet mod os selv

hvorfor slår broder sin broder ihjel

det er i toppen vi finder ondets rod

og står vi sammen så står ingen os imod

De var mange dengang de drog afsted

og der var sange og alle ville med men

da de kom op til rådhusets dør

så var han endnu mere ensom end før

Og for enden af salen sku han stå

og med bøjet hoved sku han gå

op til bordet hvor de vise fædre sad

og han kunne hele lektien udenad

Først så pinte de hans krop hele dagen

og bagefter fik han tungen skåret af

og så svøbte de ham i gyldne klær

og så til at ingen kom for nær

Og så bar de ham i guldstol ned på pladsen

og spredte hans navn over massen

de sagde: “Ham her har frelst os idag!”

ja og jublen ville ingen ende ta’