Der kom en vandrer en dag til byens port
hans tøj var støvet og hans håb det var så stort
Jeg kommer fra min golde ensomhed
for at tjene jer og for at be om fred
Så trak de ham afsted til byens torv
der stod et folk dér forsamlet i sorg
de havde knust hinandens små troner
de havde mistet diverse illusioner
Hvorfor vender vi mon sværdet mod os selv
hvorfor slår broder sin broder ihjel
det er i toppen vi finder ondets rod
og står vi sammen så står ingen os imod
De var mange dengang de drog afsted
og der var sange og alle ville med men
da de kom op til rådhusets dør
så var han endnu mere ensom end før
Og for enden af salen sku han stå
og med bøjet hoved sku han gå
op til bordet hvor de vise fædre sad
og han kunne hele lektien udenad
Først så pinte de hans krop hele dagen
og bagefter fik han tungen skåret af
og så svøbte de ham i gyldne klær
og så til at ingen kom for nær
Og så bar de ham i guldstol ned på pladsen
og spredte hans navn over massen
de sagde: “Ham her har frelst os idag!”
ja og jublen ville ingen ende ta’
