Der var noget, der kaldte

jeg rejste mig og tog imod

et græsstrå i vinden

jeg husker det jeg ikke før forstod

Et flygtigt kys af skæbnen

en tilfældighed

en bølge

en bølge, der rev mig med

Jeg ser tilbage uden nostalgi

de tusind tråde i det net jeg er fanget i

minder fra dengang jeg fløj

sidder som lugten af gammel røg i mit tøj

Ikke mere at vente på

Ikke mere at vente på – ikke mere at forstå

Tiden strømmer

en langsom flod

jeg krydser den forsigtigt

fod for fod

Stilstand og storm

vejen var lang

jeg har sunget mig selv op i vinden

gang på gang

Verden flytter sig

der er ikke blevet kaldt endnu

Jeg stryger min skæbne mod hårene

strejfer min fremtid i et løbende nu

Ikke mere at vente på

Ikke mere at vente på – ikke mere at forstå

Usynlige bånd

historien om mig selv

skeletter i skabet

gammel gæld

Udgangen venter

er det exit-skiltet jeg skimter dér

eller fremtiden, der står og blinker

med et flakkende skær

Se gæssene trækker over aftenhimlen

jeg er selv den bølge jeg surfer på

jeg er øjeblikket der vandrer

der er stadig noget jeg skal nå

Ikke mere at vente på

Ikke mere at vente på – ikke mere at forstå

Jeg krydser kløfter på spinkle broer

spændt ud mellem hvad jeg kan og hvad jeg vil

Jeg holder ikke dom over noget

jeg har nok at se til

Hjemsøgt og bundet

i følelsernes mekanik

min verden svæver

mellem tilfældigheder og statistik

Vi kan røre hinanden – i blinkende baner

bølgende strenge, som blomsterduft

det hele er kæder af lys

hinsides al fornuft

Ikke mere at vente på

Ikke mere at vente på – ikke mere at forstå