Der var noget, der kaldte
jeg rejste mig og tog imod
et græsstrå i vinden
jeg husker det jeg ikke før forstod
Et flygtigt kys af skæbnen
en tilfældighed
en bølge
en bølge, der rev mig med
Jeg ser tilbage uden nostalgi
de tusind tråde i det net jeg er fanget i
minder fra dengang jeg fløj
sidder som lugten af gammel røg i mit tøj
Ikke mere at vente på
Ikke mere at vente på – ikke mere at forstå
Tiden strømmer
en langsom flod
jeg krydser den forsigtigt
fod for fod
Stilstand og storm
vejen var lang
jeg har sunget mig selv op i vinden
gang på gang
Verden flytter sig
der er ikke blevet kaldt endnu
Jeg stryger min skæbne mod hårene
strejfer min fremtid i et løbende nu
Ikke mere at vente på
Ikke mere at vente på – ikke mere at forstå
Usynlige bånd
historien om mig selv
skeletter i skabet
gammel gæld
Udgangen venter
er det exit-skiltet jeg skimter dér
eller fremtiden, der står og blinker
med et flakkende skær
Se gæssene trækker over aftenhimlen
jeg er selv den bølge jeg surfer på
jeg er øjeblikket der vandrer
der er stadig noget jeg skal nå
Ikke mere at vente på
Ikke mere at vente på – ikke mere at forstå
Jeg krydser kløfter på spinkle broer
spændt ud mellem hvad jeg kan og hvad jeg vil
Jeg holder ikke dom over noget
jeg har nok at se til
Hjemsøgt og bundet
i følelsernes mekanik
min verden svæver
mellem tilfældigheder og statistik
Vi kan røre hinanden – i blinkende baner
bølgende strenge, som blomsterduft
det hele er kæder af lys
hinsides al fornuft
Ikke mere at vente på
Ikke mere at vente på – ikke mere at forstå
