Ude i Ryvangen

et uanseligt sted

der står tre pæle

det var her de blev skudt ned

De unge mænd

der ellers cyklede på stierne

og tog sporvognen ind til Tivoli

og kyssede pigerne

De levede livet farligt

de stod ikke og så på

De levede ikke længe

men de huskes som de få

der sværmede ud over kanten

de gav sig selv og endte her

under åben himmel

et sted som ingen ser

Intet er mere som det var

når alt bli’r til sort og hvidt

Man fejer for sin egen dør

man maler sit stakit

Og holder et vindue på klem

for at se om nogen tør

gøre det som alle gerne

ville gøre men ikke gør

Som melder sig ud af drømmen

den som loddet falder på

Som må kysse sine somre farvel

og stå

en tidlig morgen

endnu før det bliver lyst

her ved pælen

med en hvid klud på sit bryst

Bødlerne er borte nu og børnene leger her

hvor Kystbanen står fløjtende nordpå

Det gik jo som det skulle

og der kom farver på

Vi kom over

med båden og alt hvad der er i den

de sorte og de hvide

og hele molevitten

Ligger og vugger

ude på glemslens vidstrakte hav

Vi sænker fanerne og tænker på

hvem der tog og hvem der gav

Vi fik det hele

og var der noget vi ikke fik med

så suser det i birkene

derude i Ryvangen et sted