Jeg er bare et lysglimt i rotation
op mod dig – et løsgående elektron
en pludselig bølge i en behagelig fysisk position
med dig og mit eget mandlige hormon
på Fredericia station
Hvor togene blir knappet af og på
hvor der altid er noget, nogen skal nå
sådan en septemberdag uendeligt grå
som om verden er ved at gå i stå
Rastløs, rastløs
vender jeg mig mod mit savn
rastløs, rastløs – siger jeg dit navn
Vi to – på en vindblæst perron
med beton og lejlighedsvise ding-gi-dong
der klinger ud i intethedens store cyklotron
mens vi holder hinanden tæt i en sitrende relation
på Fredericia station
Det trommer på tagene, regnen trækker ind over
i glasburet ligger en hjemløs og sover
et sted skyder de hovederne af hinanden som i de film vi ser
ikke helt så spektakulært, men bare de ville la’ vær’
Rastløs, rastløs
vender jeg mig mod mit savn
rastløst, rastløs – siger jeg dit navn
Verden omkring os er måske en fiktion
en komedie, i vores egen instruktion
men lige nu og her er drømmen en situation
hvor vi kysser hinanden i en banal kollision
på Fredericia station
Rastløs, rastløs
vender jeg mig mod mit savn
rastløst, rastløs – siger jeg dit navn
