Jeg er bare et lysglimt i rotation

op mod dig – et løsgående elektron

en pludselig bølge  i en behagelig fysisk position

med dig og mit eget mandlige hormon

på Fredericia station

Hvor togene blir knappet af og på

hvor der altid er noget, nogen skal nå

sådan en septemberdag uendeligt grå

som om verden er ved at gå i stå

Rastløs, rastløs

vender jeg mig mod mit savn

rastløs, rastløs – siger jeg dit navn

Vi to – på en vindblæst perron

med beton og lejlighedsvise ding-gi-dong

der klinger ud i intethedens store cyklotron

mens vi holder hinanden tæt i en sitrende relation

på Fredericia station

Det trommer på tagene, regnen trækker ind over

i glasburet ligger en hjemløs og sover

et sted skyder de hovederne af hinanden som i de film vi ser

ikke helt så spektakulært, men bare de ville la’ vær’

Rastløs, rastløs

vender jeg mig mod mit savn

rastløst, rastløs – siger jeg dit navn

Verden omkring os er måske en fiktion

en komedie, i vores egen instruktion

men lige nu og her er drømmen en situation

hvor vi kysser hinanden i en banal kollision

på Fredericia station

Rastløs, rastløs

vender jeg mig mod mit savn

rastløst, rastløs – siger jeg dit navn