Der er en stjerne over København
sagde de amerikanske hippier der kom over
‘et astrologisk kors, det’ den nye tid der begynder
og det troede vi så
som vi troede på alt
der ku’ sparke os ud i transcendensen
folk talte i tunger, hatten var a’
og det var ikke sådan lige og lægge låg på:
Den gamle verden var falmet
ikke flere selvbindere på marken
mælkedrengene var borte
og togene kørte ikke mere med damp
spanskrøret var afskaffet
og skrårem og seler (næsten) ude af billedet
vi havde fået fjernsyn, vi havde den første mand på månen
vi ku’ sidde og se en landskamp
Jeg er ikke egentlig utilfreds, det’ bare en bagskid, der har varet siden 68
Vi havde vores vindue, vi havde Otto Leisner
vi havde Hvide Måge, vi havde vores velfærd
vi havde Vascomater, men vi havde ikke noget
verdensbillede der holdt vand
Vi kom ind fra forstæderne
trådte ud af vores tegneserier
vi talte ikke trinene, udsigten var strålende
‘Next year in Greece’! Soldater og sand
Og de hulkindede kom hjem fra Indien
med tæpper og tablas
og Henna og Karma, og hookah og Hare Om
og det var bare helt Tintin
der var vibrationer
profeter med tempeltjenerinder:
‘Verden er et hjul, mand
der kommer bare de ting ud, du putter ind!
Jeg er ikke egentlig utilfreds…
Og Kennedy blev skudt, og hans bror blev skudt
og Martin Luther King blev skudt – og Ché
og Malcolm X blev skudt, og Allende blev skudt
og i Vietnam blev der skudt
og Andy Warhol blev næsten skudt og vi fik næsten det hele at se
verden kom ind i stuerne
vi røg ud på gaderne
skrattende råbere, ikoner på væggene
knippelsuppe og klassekamp smeltede sammen
til en selvopfyldende profeti
med kedeldragter, kadrer, støvler og manifester
de unge løver stak ho’derne frem
så man allerede følte en vis melankoli
Jeg er ikke egentlig utilfreds…
Sådan set var det jo bare derudad
hver på sin krikke
hver mand strøg afsted for egen vind
Skuddet det var godt nok
der var bare ingen pil på buen
den glemte han i farten, tænkte kun på målet
havde allerede set den gå rent ind
Siden har vi så fået alt hvad der skal være på hylderne
og kan sidde i vores æsker og vinke til hinanden
med vores rødbedepas
Brøgger blev til Brøgger
Larsen blev til Larsen
og Arnoldi til Arnoldi
og Eik blev til Eik Skaløes Plads
Jeg er ikke egentlig utilfreds…
Solen har vendt endnu en gang
men der er stadig langt til sommer
hvad vi gjorde
hvad der skete
hele kølvandsstriben
fortoner sig mod horisontens kant
En hilsen til dem
der fór vild i labyrinten
og blev derinde
og forsvandt
Jeg er ikke egentlig utilfreds. Det’ bare en bagskid der har varet siden 68
