Jeg fik et brev forleden dag

min datter sender mig et par ord

jeg har ikke set hende længe

jeg troede vi havde tabt hinandens spor

Jeg har været ude

jeg har ikke altid været heromkring

jeg læser og tiden fra jeg slap din hånd og til nu

svinder ind til ingenting

Hun skriver : “Jeg drømte vi var ved havet

der var klipper og store sten

du ku’ ikke høre mine råb

jeg ku’ ikke følge dig på mine små ben

Der er et rum jeg sjældent åbner:

jeg kalder ind i mørket og får ikke noget svar.

Jeg tænker på dig far

og at du aldrig var dér hvor jeg var”

Der var en prinsesse, en konge og en dronning

og de boede på et slot

der var lyst i stuerne

og alt var godt

Jeg sad med dig i favnen

sad hos dig, når du sov ind

verden var til at overse

men jeg var blind

Man ønsker sig billedet

udelt og helt

og så får man det

stykkevis og delt

Din historie og min

er vævet sammen også her og nu

de mørke felter og de lyse

dem kender jeg, dem kender du