Det er sådan en regnfuld eftermiddag i oktober
ved vinduet der sidder Isabel
hun tænker på ham, der altid er derude
hun tænker på ham, der altid tænker på sig selv
Hun sidder alene i stuen
og lyset falder skråt ind
så mange forskellige følelser
strides i hendes sind
Det’ bare dig vi venter på, Isabel
der er ikke noget der begynder før du kommer
det’ bare dig vi venter på, Isabel
når mørket falder på
Og af og til så ser hun nervøst på uret
og rejser sig, og går lidt rundt
hun er ikke bange for døden, specielt
hun er kun bange for noget, der gør ondt
Indenfor er der blomster
og udenfor lyden af skud
hun ved ikke selv hvad hun tænker
men hun tænker på at gå ud
Det’ bare dig vi venter på, Isabel…
Så ta’r hun en bog ned fra hylden
og slår op et tilfældigt sted
der står, at intet menneske i verden
intet menneske kan gøre hende fortræd
Så kaster hun et sidste blik
på alt det hun la’r blive, hvor det er
Hun går ud af sit hus
hun går ud i det blæsende vejr
Det’ bare dig vi venter på, Isabel…
Isabel skrår gennem parken
der møder hun en gammel mand på sin sti
Han standser hende og si’r, jeg synes
jeg hørte sådan en susen da du gik forbi
Overalt blir det nat endnu en gang
men bagefter kommer solen frem
Gør du dit i denne nat
kommer vi helt sikkert hjem
Det’ bare dig vi venter på, Isabel…
Et sted der er der en flok, der har taget et menneske
og sat sig for, at de vil se ham lide
Isabel, hun træder midt ind i kredsen
Isabel, hun stiller sig ved hans side
Og så spør’ hun dem, hvorfor
og spør’ dem én for én
Og endnu en gang er der ingen
der tør kaste den første sten
Det bare dig vi venter på, Isabel…
Så går de afsted gennem natten
så går de afsted under de dryppende træer
Så spø’r han hende, hvorfor gik du ud?
hvorfor gik du ud og fandt mig her?
hun ler, Det var ikke noget med dig
ikke noget om, hvor du stod
Der hvor mørket er tættest dukker lyset frem
det var det sted jeg gik hen imod
Det er bare dig vi venter på, Isabel
Der er ikke noget der begynder før du kommer
det er dig vi venter på, Isabel
når mørket falder på
